Deltagelseskultur
Hej bloggen og velkommen til.
I forbindelse med denne uges emne, som er deltagelseskultur, har vi valgt at kigge på X Factor Live shows som vores analysecase.
I forbindelse med X Factor er der en magtrelation mellem publikum/brugere og producenter. Rent fysisk sidder brugerne bag en skærm og publikum bag ved de tre dommere, som er en del af producenterne bag showet. Man kan også grave et spadestik dybere. Brugerne/publikum har mulighed for at deltage aktivt, ved at stemme på deres favorit deltager, men det er igen dommerne der har det sidste ord, og bestemmer hvem af deltagerne i farezonen, der går videre til næste uges live show.
Undervejs er der også skiftende magtpositioner. Overordnet er det producenterne, der har magten. I selve live showet kan bruger/publikum aktivt deltage ved at stemme, mens dommernes kommentar kan påvirke stemmerne. Hertil kommer et pauseshow inden afgørelsen, hvor der i høj grad fokuseres på bruger/publikums spørgsmål og interesser gennem besvarelser på henvendelser via de sociale medier. Mens producenterne atter sidder på al magten under afgørelsen.
Dagsordenen bliver overordnet sat af producerne. De styrer slagets gang og sørger for at tingene forløber som de skal. Det bruges værten Sofie Linde til, da hun står på kamera og kan kommunikere direkte til de involverede parter (dommere, deltagere, live publikum og seere).
Derudover spiller publikum en stor rolle. Seere stemmer ud fra hvad de har set og hvad dommerne har sagt. I pausen ses der dog indflydelse og interaktion. Imens showet har været i gang har seerne løbende interageret på sociale medier som Instagram, Facebook og Twitter og derfor ændres dagsordenen efter, hvad producerne mener er de bedste inputs. Disse bliver brugt til at skabe en dialog i pausen, mens man venter på afgørelsen af showet.
Dommernes rolle er at bedømme og komme med deres eget perspektiv på alle de optrædende de ser. De får alle taletid og bidrage på den måde til dagsordenen.
Livingstone stiller spørgsmålet om, hvordan man kan øge deltagelsesmulighederne i deltagelseskulturen. I forhold til X Factor kan det være udfordrende for brugerne, at stemme, hvis deres kendskab til teknologien er lav. Da publikums deltagelse foregår over sms/app, skal der være kendskab til disse teknologier. Livingstone argumenterer blandt andet for, at deltagelseskultur formes af digitale moderne medier. Hun mener dog, det er vigtigt at interessen for magtstrukturer og teknologier fortsætter, så deltagelsesmuligheder øges. Hun mener også, det er vigtigt, at vi ikke skal undgå at deltage på baggrund af kompleksitet, og blive ved med at spørge, hvad producenten vil publikum i forhold til X Factor, hvilket er at stemme. Hvis teknologien er forklaret til punkt og prikke, vil det øge deltagelsesmulighederne.
Når X Factors seere deltager i debatten eller deltager i form af at stemme, er det fordi man føler at ens bidrag har en betydning, samt interessen for andres meninger og deltagelse, som Jenkins beskriver det “(...) members feel some degree of social connection with one another (at the least they care what other people think about what they have created)”. For at fremme inklusionen kunne der skabes et mere interaktivt element i det tidsvindue, som X Factor har til rådighed. Det kunne for eksempel være et aftenshow med inklusion af Tweets, Facebook kommentarer eller Instagram Live, hvor seerne og de optrædende/værten kunne interagere med hinanden.
Det kunne også være en mulighed at lave et centraliseret forum for seerne at deltage i, dog ville dette indskrænke inklusiviteten, da seerne ikke på samme måde kunne bruge deres foretrukne sociale medieplatform og på den måde ville ekskludere nogle seere.
Som nævnt pointerer Livingstone det her med, at man ikke skal være så bange for magtstrukturerne. Der skal være en form for balance mellem individet og medierne.
Man kan altså argumenterer for, at X Factor er et af de programmer, der imødekommer inklusionen og responsiviteten idet de overlader en stor del til publikum, hvilket også giver dem en stor magt i forhold til, hvordan showet skal udfolde sig. Dermed kan man sige, at det viser, at producenten i stor grad også lytter til dem. Livingstone pointerer i sammenhæng med Abercrombie og Longhursts tre paradigmer for deltagelse, at publikum i langt højere grad er mere handlekraftige og deltagende, som man også kan diskuterer i forlængelse af den medialisering der er sket de senere år.
Livingstone snakker om publikum, når der er kommunikation i en tekstuel eller teknologisk form, der er vigtig i forhold til det der sker. Publikumsbegrebet er altså forbundet med interesser. I dette tilfælde vil det være når et individ med interesse for showet eksempelvis stemmer på en af deltagerne. Dog kan man også argumentere for, at man også er publikum, hvor man læser artikler eller diskuterer X Factor over andre platforme på de sociale medier eksempelvis.
Helt grundlæggende fremhæver Livingstone, vigtigheden i at opmuntrer individer til at være deltagende og udfordrende i forhold til de nævnte strukturer, men uden at overdrive hverken det eller teknologiernes eller mediernes effekt.
Vi kan med glæde afsløre, at i alle er videre til næste uges live shows. Vi ses!
Hilsen gruppe 2!



I er virkelig gode til at inddrage Livingstone, og det viser også bare, at I har tjek på teorien ;) Man kan dog stille spørgsmål om, at hvis det er producenten, der giver magten til brugerne, får brugerne så overhoved en reel magt? Bare lidt et reflektionsspørgsmål hehe! Gruppe 3
SvarSletGod integration af teorien! Og casen er også interessant, da den har flere 'lag' man kan bruge til at diskutere deltagelse. Jeg tror at I, trods jeres fokuserede diskussion, kan komme et spadestik dybere med hensyn til magtrelationernes kompleksitet. Jeres diskussion af deltagelsesmuligheder foregår også meget 'på programmets præmisser' - hvad hvis man skulle sætte publikums interesser højest?
SvarSlet1. Kan man være deltagende som publikum uden at stemme?
2. Hvordan er selve afstemningsformen rammesættende for deltagelseskulturen og hvad siger det om magtforholdene?